Forsker Sinja Rist modtager Villum Young Investigator-bevilling på 8,2 mio.
Villum Fonden har netop uddelt 126 millioner kroner til 14 yngre forskere fra det naturvidenskabelige og tekniske felt – en af de udvalgte er DTU Aquas Sinja Rist fra Sektion for Oceaner og Arktis.
Privat foto
tirsdag 27 januar 2026
Anne Trap-Lind
Sinja Rist, der har været ansat som først postdoc og så forsker ved DTU Aqua siden 2020 har netop modtaget en Young Investigator-bevilling på 8,2 mio. kr. fra Villum Fonden.
Hun er én blandt 14 yngre forskertalenter fra det naturvidenskabelige og tekniske område, som Villum Fonden har udvalgt til at modtage Young Investigator-støtten til at opbygge en fortsat forskerkarriere:
”Jeg er utroligt taknemmelig og begejstret over at modtage det her legat! Det giver mig en enorm videnskabelig frihed de næste fem år til at forfølge mine forskningsidéer og opbygge min egen gruppe. Jeg er også meget glad for at være en del af et fællesskab af inspirerende og entusiastiske unge forskningsledere i hele Danmark,” siger Sinja Rist.
Hvordan vi beskytter kysternes økosystemer under stigende forurening
Sinja Rist har fået bevillingen til projektet ”Life cycle effects of PFAS on mussel development: Towards realistic predictions of pollution impacts on populations”.
Villum Fonden skriver i deres nyhed, at Young Investigator-puljen i år går til projekter, der spænder vidt fra ’universets mørke afkroge til havets skjulte liv’ – og her under det sidste fremhæver fonden Sinjas projekt, som hun forklarer sådan her:
“PFAS er en stor trussel mod livet i havet. Det kan forringe livsvilkårene for eksempelvis muslinger, som er en vigtig del af havets økosystem. Mit projekt sigter mod at give mere realistiske forudsigelser af, hvordan PFAS påvirker livet i havet. Det kan være afgørende viden, når vi skal beskytte havets og kysternes økosystemer under stigende forurening”.
Karriereforandrende
Formålet med Villum Young Investigator er at tiltrække og fastholde dygtige, yngre forskere på danske universiteter. Med bevillingen får forskerne ressourcer til at opbygge deres egen forskningsgruppe og lede selvstændige projekter.
”Den her bevilling er karriereforandrende, fordi den gør det muligt for mig at opbygge en forskningsgruppe med en unik ekspertise i Danmark. Jeg ved, at en gruppe kan være vejen til at udvikle og skabe en forskningslinje, der rækker langt ud over et enkelt projekt,” siger Sinja Rist og uddyber:
”At lede forskningsprojektet og en gruppe bestående af to ph.d.-studerende og en postdoc vil i høj grad styrke mine ledelsesevner. Derudover vil det udvide mit videnskabelige fokus og mine kompetencer for fremtiden.”