Seks spørgsmål til den nye professor – mød Jane W. Behrens

Mellem felten og fiskestalden i DTU Aquas nederste etager – sådan udspiller Jane Behrens’ arbejdsliv sig som biolog med speciale i fiskebiologi. Hun undersøger fiskens ydeevne og trivsel ift. høje temperaturer, nedsat ilt, saltindhold, færre byttedyr osv., På fredag tiltræder hun officielt som professor med forelæsning og fest på DTU i Lyngby.

Jane Behrens i DTU Aquas eksperimentielle facilitet med en stenbider i anledning af projektet LUMPFISH, hvor man undersøger artens biologi og adfærd. Foto: Sune Riis Sørensen.
Hypoxiforsøg i fiskestalden. Foto Anne Trap-Lind

Forskningsfokus

”I vores fiskestald kan vi så lave forskellige typer af forsøg, hvor vi undersøger fiskens ydeevne og trivsel i forhold til f.eks. høje temperaturer, nedsat ilt, ændret saltholdighed, færre byttedyr, parasitter osv., samt hvilke mekanismer som ligger bag de observerede ændringer.”

”Resultaterne fra vores eksperimentelle forsøg sammenholder vi ofte med feltdata for at få et så fyldestgørende og retvisende billede som muligt af, hvilke presfaktorer, der påvirker vores fisk.”

”På den måde forsøger vi også i så høj grad som muligt at bidrage med viden til den biologiske rådgivning, som flere af mine dygtige kolleger står for.”

”Derudover gør jeg også meget ud af, at vi kommer ud over rampen og formidler vores viden til den almene befolkning og ikke kun til vores fagfæller.”

Hvordan vil dit forskningsområde på instituttet udvikle sig efter dit professorat?
”Professoratet vil gøre, at vi kan tiltrække endnu flere unge, dygtige forskere, som kan bidrage til vores arbejde, og løfte det yderligere med de kompetencer, de har.”

Målet er også at få mere fokus på, hvordan vi sikrer, at den data og viden, vi opnår gennem de eksperimentelle forsøg, kan understøtte bestandsvurderingerne og den biologiske rådgivning.

”Her er DTU Aqua helt unik, fordi vi har de forskellige faggrupper og ekspertiser samlet under ét tag. Det gør det lettere at have dialogen på tværs af områder.”

En titel som professor kan også være en fordel ved ansøgninger om forskningsmidler. Vi har allerede et stærkt internationalt netværk af samarbejdspartnere, og det vil vi selvfølgeligt blive ved med at have og løbende udvide.”

”Fisk kender ikke til landegrænser, når de svømmer rundt, og vi er ofte på tværs af landegrænser udfordret af de samme problemstillinger, og her kan vi lære af og hjælpe hinanden.”

Nu vil jeg gerne have dig med på et stort spring tilbage i tiden og høre, hvor din interesse for livet i havet startede?
Jeg er opvokset ved fjord og hav, og jeg har set, hvor meget det betyder for et lille lokalsamfund, både fiskeriet, men også dét at kunne opholde sig ved vandet, med alt hvad det bringer af lise for sjæl og sind med de fantastiske naturoplevelser, det kan give.”

Hvorfor er havforskning vigtig?
Jeg tænker næsten, at det spørgsmål besvarer sig selv … Mange af vores fiskebestande er pressede, og vi er nødt til at forstå, hvad det er som forårsager dette. Ellers famler vi i blinde, når vi skal finde ud af, hvilke tiltag der skal til for at understøtte, at de kommer på fode igen og forbliver sunde. ” 

Hvordan vil dit forskningsområde med det nye professorat bidrage til en bedre/mere bæredygtig verden?
Det vil det ved at vi bliver bedre til at forstå, hvilke faktorer som presser fiskene i vores farvande, og de mekanismer som ligger bagved. Det kan være med til at sikre, at vi tager højde for at ikke kun fiskeriet, men også miljøfaktorer kan påvirke vores fiskebestande.”

Det er nødvendigt i en tid, hvor klimaet ændrer sig med en hastighed, vi ikke har observeret før, hvilke ofte forringer miljøforholdene.”

Når Jane Behrens ikke er beskæftiget på DTU Aqua eller i felten holder hun af at være sammen med sin søde familie og venner, som hun siger, spille tennis og være i familiens hus i Sverige.

Kontakt

Jane Behrens

Jane Behrens Professor Institut for Akvatiske Ressourcer Mobil: 23296863