Videnskabeligt togt
Havfisken på togt i Kattegat og Østersøen
På togtet indsamler forskningsskibet Havfisken data om fiskebestandene i de indre danske farvande.
Fra 11. til 28. februar 2026 er Havfisken på togt i Kattegat, Øresund og den vestlige Østersø. Togtet er det såkaldte BITS-/KASU-togt, som står for henholdsvis Baltic International Trawl Survey og Kattegat Survey. Det gennemføres to gange årligt i 1. og 4. kvartal.
Hvilke data indsamles?
Formålet med togtet er at beskrive udbredelsen af fiskebestande i Kattegat, Øresund, Storebælt, Lillebælt og den vestlige Østersø.
Data indsamles ved forsøgstrawling med et mindre redskab, hvor selve nettet er mere fintmasket end det, en kommerciel trawler benytter, fordi DTU Aqua undersøger forekomsten af de indkommende årgange (de yngste fisk). I de senere år har DTU Aqua eksperimentet med at nedsætte fisketiden på hver station fra 30 til 15 min. for at minimere påvirkningen af havbunden og fange færre fisk.
Fiskestationerne er udlagt tilfældigt og internationalt koordineret, hvilket gør, at resultaterne kan sammenlignes med data fra blandt andet Polen, Sverige og Tyskland, som også deltager i togtet.
Alle fiskearter bliver registreret, og deres længde måles. Stikprøver af fiskene vejes også, og der laves biologiske undersøgelser af alder og køn.
Desuden indsamles hydrografiske data, bl.a. om iltforhold og temperatur, som kan bidrage til at forklare fiskebestandenes udbredelse.
Derudover indsamler DTU Aqua information om det affald, der registreres på togtet, for på den måde at bidrage til viden om udviklingen i mængden af affald i havet.
Hvad bruges data til?
DTU Aqua bruger data fra togtet til sammen med de øvrige landes data at vurdere status for fiskebestandene. I øjeblikket er det data fra torsk, rødspætte, skrubbe, ising, pighvarre, slethvarre og hvilling, der benyttes direkte i bestandsvurderingen, selvom al data bliver registreret og sendt til Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES.
Data fra den vestlige Østersø indgår også i ICES’ vurdering af fiskebestandenes tilstand i dette område og supplerer dermed de data, som forskningsskibet Dana indsamler under sin del af Baltic International Trawl Survey (BITS).
Data fra undersøgelserne er basis for den biologiske rådgivning, som myndigheder bruger som grundlag, når de skal fastsætte fiskekvoter og andre regler for fiskeriet.
Hvor er Havfisken nu
Om Havfisken
Havfisken anvendes til forskning og monitering i de indre danske farvande samt til undervisning.
Togtrapporter
Hovedresultater fra BITS-togterne er tilgængelige i togtrapporter fra DTU Aqua.
Kontakt
Marie Storr-Paulsen Sektionsleder Institut for Akvatiske Ressourcer Mobil: 30504210 msp@aqua.dtu.dk