Junita Karlsen fra DTU Aquas Sektion for Fiskeriteknologi er meget glad, efter hun og kollegerne har gennemført ACCELERATOR-projektets første forskningstogt med DTU Aquas skib Havfisken i Skagerrak i januar. Ombord havde forskerne medbragt to akustiske kameraer, også kaldet multibeam image sonarer, til testtrawlen samt spændt forventning:
”Vi kan ikke få armene ned! Vi var meget i tvivl, om der ville komme noget ud af vores helt unikke observationsplatform i et teknologisk barskt miljø som på en trawl under fiskeri. Men togtet blev en stor succes – vi har fået virkelig gode observationer af fisk inde i den selektionssektion af trawlet, som vi skulle,” siger Junita Karlsen.
Selektionsdelen i trawlen skal hjælpe uønskede fisk med at undslippe og dermed reducere bifangst, hvilket er en del af arbejdet i ACCELERATOR, som Junita Karlsen koordinerer. Projektet er sat i søen med støtte fra Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EMFAF), for at accelerere en større transformation af dansk trawlfiskeri i de kommende år – deraf navnet. Og her markerer det succesfulde togt i januar en milepæl.
Bundtrawl-fiskeri i en bæredygtig fremtid
I dag fanges over halvdelen i det samlede danske fiskeri med bundtrawl. En metode, som NGO’er, certificeringsordninger og forbrugere i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved i forhold til, hvordan bundtrawlsfiskeri påvirker havbunden, forbruger meget brændstof eller fører til bifangster.
Derfor har forskerne fokus på at udvikle nye og mere skånsomme redskaber, som kan hjælpe erhvervet med at omstille sig:
”Fiskeriet i fremtiden kommer til at afhænge af branchens evne til at leve op til alle de krav om bæredygtighed og dyrevelfærd, samtidig med at sikre indtjening og en god økonomi – det er her, vi med Accelerator skal gøre en forskel,” siger Junita Karlsen.
Hun peger hermed på, hvordan omstillingen af trawlfiskeri kræver mere end ny teknologi. Det kræver, at man kigger på alle led i fiskeriets værdikæde.
Fra hav til hylde
”ACCELERATOR-projektet er designet som et værdikædeprojekt og arbejder således med at udvikle et forbedret trawlfiskeri i hele kæden fra hav til hylde. Dvs. at detailhandlen, økomærker, industrien og fiskerne sidder med ved samme bord med det mål at skabe en fælles forståelse af barrierer og potentialer i den blå sektor, fælles målsætninger og konkrete samarbejder om nye produkter. Dette foregår igennem en række workshops der organiseres af Food & Bio Cluster Denmark og som Danmarks Fiskeriforening er en del af.
Forskerne fokuserer dermed på at udvikle et forbedret trawlfiskeri på flere fronter:”
”Trawl ligesom andre fiskeredskaber er designet til at gøre brug af fiskeadfærd for at maksimere fangstraten af målarter. Når redskabsdesignet ændres for at gøre det mere bæredygtigt, for eksempel ved at reducere påvirkningen på havbunden, risikerer man samtidig at miste fangst af målarterne. For at undgå dette økonomiske tab for fiskeren, ønsker vi at forstå, hvad der fører til at målarten tabes,” forklarer Junita Karlsen og uddyber: