Ligninnedbrydning ved hjælp af lignin-nedbrydende svamp, som dyrkes på masken. Foto: Freja Manø Busk Karlsen

Ph.d.-forsvar om anvendelse af mask fra ølproduktion i fiskefoder

fredag 09 dec 22

Kontakt

Peter Vilhelm Skov
Lektor
DTU Aqua
35 88 32 63

En del af SureAqua-projektet

Freja Manø Busk Karlsens ph.d.-projekt er en del af Sure Aqua – Nordic Centre for Sustainable and Resilient Aquatic Production. Centeret er finansieret af NordForsk.

Læs mere om SureAqua

Den 20. december 2022 forsvarer Freja Manø Busk Karlsen sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges fysisk på DTU i Hirtshals eller online.

Fiskemel og sojamel er de mest almindelige proteinkilder i fiskefoder, som anvendes til produktion af fisk i akvakultur. Begge ingredienser har et højt indhold af protein og en ideel sammensætning af aminosyrer. En stigende efterspørgsel på fødevarer og en øget konkurrence om ressourcer har imidlertid ført til en kæmpe prisstigning på fiskemel og soja, og det har øget behovet for at finde bæredygtige alternativer. 

Freja Manø Busk Karlsen, DTU Aqua, har i sit ph.d.-projekt undersøgt, om mask, som er det primære restprodukt fra ølbrygning, kan anvendes som proteinkilde i fiskefoder. Mask består af korn, oftest byg. Det er billigt og lettilgængeligt og har et forholdsvist højt proteinindhold (20-30 % i tørstof). 

Ubehandlet mask kan dog ikke bruges direkte i fiskefoder, fordi det indeholder store mængder fiber (lignin, cellulose og hemicellulose), som hæmmer proteinfordøjelsen i fisk. Derudover er proteinindholdet i den ubehandlede mask for lavt til, at det kan anvendes som den eneste proteinkilde i fiskefoder. 

Freja Manø Busk Karlsen har derfor undersøgt, om forskellige bioteknologiske og kemiske metoder kan bruges til at øge maskens næringsværdi. Metoderne omfatter bl.a. proteinekstrahering og mikrobiel fermentering, som kan fjerne eller omdanne lignin, cellulose og hemicellulose samt øge proteinindholdet i masken.

I afhandlingen konkluderer Freja Manø Busk Karlsen, at det overordnet set er lykkedes at udvikle eller videreudvikle flere lovende metoder til omdannelse af masken. Næste skridt vil være at optimere og opskalere metoderne, så de kan anvendes effektivt på industriel skala.

Om forsvaret

Freja Manø Busk Karlsen, DTU Aqua, forsvarer sin ph.d.-afhandling "Evaluation of chemical and biological refinement strategies for transforming brewer’s spent grain into a high-quality protein source for fish feed” tirsdag den 20. december 2022 kl. 13:00 på Zoom og på DTU Aqua i Hirtshals (find link og adresse herunder).

Vejledere

  • Hovedvejleder: Lektor Peter Vilhelm Skov, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Ivar Lund, DTU Aqua

Censorer

  • Seniorforsker Anne Johanne Tang Dalsgaard, DTU Aqua (formand)
  • Seniorforsker Elisabete Coelho, University of Aveiro, Portugal
  • Seniorforsker Florbela Carvalheiro, National Laboratory of Energy and Geology, Portugal

Ordstyrer ved forsvaret

  • Forsker Carlos Letelier-Gordo, DTU Aqua
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan læses på instituttet. Kontakt ph.d.-sekretær Karin Stubgaard, stub@aqua.dtu.dk


Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Freja Manø Busk Karlsens ph.d.-forsvar på DTU Aqua, Nordsøen Forskerpark, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals. 


Online

Forsvaret kan følges online på Zoom via dette link:
https://dtudk.zoom.us/j/63966695501?pwd=czZhMGtRNDdJZnloeEdXbTZhZUtPUT09

Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket. Der vil blive givet instruktioner om forløbet ved forsvarets start.


Tidspunkt

Tirsdag 20. december 2022 kl. 13:00-16:00.