Livet under overfladen får rekordstor donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond
150 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til Danmarks største marine naturgenopretningsprojekt. Sådan lyder den lyse udsigt for dét projekt, som DTU Aqua er med i, når det sætter i gang i Det Sydfynske Øhav fra i år. DTU Aquas projektleder er begejstret og fortæller, hvordan man griber sådan et stort partnerprojekt an.
”Jeg er meget begejstret! Det er jo fantastisk, at det er lykkedes at få så stor støtte til en indsats for havet og over så lang tid – for naturgenopretning kræver god tid!” siger seniorforsker Pernille Nielsen, der leder DTU Aquas arbejde med etablering af blåmuslingebanker i Liv under Havet.
lndsatser fra den grønne trepart forudsætning for naturgenopretningen
Baggrunden for at vælge Det Sydfynske Øhav til et marint naturgenopretningsprojekt er, at det er et havområde, der er særligt hårdt presset af en kombination af problemer – mange steder er ålegræsset forsvundet, fiskebestandene er pressede, og biodiversiteten er faldende.
År efter år bliver Det Sydfynske Øhav særligt hårdt ramt af alvorligt iltsvind som følge af udledning af kvælstoffer fra land, og ifølge initiativtagerne til projektet lider farvandet også under historisk overfiskeri og omfattende stenfiskeri.
”Iltsvind er en kæmpe udfordring for livet i havet – og også for naturgenopretning. Derfor lyder masterplanen for projekt Liv under overfladen at udpege egnede områder for genopretningsindsatserne på lavere vand, så vi undgår højrisikoområder ift. iltsvind,” siger Pernille Nielsen og forklarer:
”Når så de planlagte indsatser fra den grønne trepart med at reducere kvælstofudledningen fra landbruget begynder at have en effekt, så er idéen, at de projekter med ålegræs, muslinger osv. vi har lavet på lavere vand, kan begynde at bidrage til en hurtigere spredning til flere områder også dybere vand – så økosystemet hurtigere vil kunne genoprette sig igen.”
Ålegræs, stenrev og muslingebanker skal bringe livet tilbage
Ifølge Pernille Nielsen er ’Liv under Overfladen’ et velstruktureret projekt, der netop har fuldt fokus på, at det i første omgang handler om at udvælge egnede områder i havet under de aktuelle forhold med tilbagevendende iltsvind – hvor giver det mening at lave hvilke indsatser? Hvor giver det f.eks. mening at udlægge muslingebanker eller plante ålegræs?
De primære konkrete indsatser i projektet bliver etablering af såkaldt mosaiknatur i havet. Det betyder blandt andet, at der skal udplantes store mængder ålegræs og etableres stenrev og muslingebanker i de udvalgte områder af Det Sydfynske Øhav.
Ålegræs spiller en vigtig rolle i havmiljøet, fordi det både stabiliserer havbunden, optager næringsstoffer fra vandet og fungerer som skjulested og opvækstområde for mange arter af fisk og smådyr.
Stenrev og muslingebanker kan være med til at skabe nye levesteder for blandt andet tang, muslinger, krebsdyr og fisk. Og muslingebanker er levende rev, der udgør en vigtig del af det marine økosystem, hvor de fungerer som vigtige levesteder for andre organismer og som vandrensere.
DTU Aqua skal bidrage med viden
Men hvornår forventer forskerne at kunne se et resultat for havmiljøet af genopretningsindsatserne?
”Når man begynder at udlægge f.eks. muslingebanker, ser man relativt hurtigt en øget biodiversitet. Det kan vi kalde de første positive lokale effekter,” siger Pernille Nielsen og fortsætter:
”Men når vi taler om en synlig forbedring af havmiljøet, kræver det først og fremmest store arealer, der er blevet genoprettet, hvis det sker, vil jeg sige om fem til ti år – forudsat at vi er lykkedes med at udpege de bedst egnede områder for naturgenopretningen, og at indsatserne fra den grønne trepart har haft en effekt.”
Målet med projektet er udover konkrete naturgenopretningsindsatser også at formidle viden om havet og engagere lokalbefolkningen. Forskerne skal her bidrage med viden om de marine arter og deres levevilkår i området, fiskebestande, bunddyr og de planter, som er afgørende for et sundt havmiljø.
Hvis parterne i projekt Liv under Overfladen lykkes med indsatserne, kan Det Sydfynske Øhav blive et vigtigt eksempel på, hvordan man arbejder helhedsorienteret med marin naturgenopretning.
Et historisk samarbejde
Projekt ’Liv under overfladen’ beskrives som et af de mest ambitiøse marine naturprojekter i Danmarkshistorien. Det skyldes ikke alene den rekordstore donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond, men også det brede samarbejde mellem forskere, kommuner, naturorganisationer og lokale aktører.
UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden står i spidsen for projektet, mens de fire sydfynske kommuner bidrager både politisk, administrativt og økonomisk.
Hos Den A.P. Møllerske Støttefond er håbet, at indsatsen kan få stor betydning for både naturen og de mennesker, der lever omkring Det Sydfynske Øhav.
”Det Sydfynske Øhav ligger Fondens hjerte nært – personligt, historisk – og farvandets kritiske tilstand bekymrer med rette mange. Vi håber og tror på, at Fonden i samarbejde med andre her vil kunne få mulighed for at gavne livsbetingelserne for dyr, planter og mennesker. En vision at glæde sig over,” siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for Den A.P. Møllerske Støttefond, i pressemeddelelsen for projektet.
Også de sydfynske borgmestre ser projektet som et vigtigt skridt mod et sundere havmiljø og en stærkere fremtid for området.
Projekt Liv under Overfladen løber fra 2026 frem til 2033, og i løbet af de syv år er ambitionen både at forbedre havmiljøet i Det Sydfynske Øhav og skabe ny viden og nye metoder til marin naturgenopretning i hele Danmark. DTU Aqua vil løbende skrive om milepæle i projektet.
Kontakt
Pernille Nielsen Seniorforsker Institut for Akvatiske Ressourcer Telefon: 35883375 Mobil: 93511410 peniel@aqua.dtu.dk