DTU Aqua-forsker får eliteforskerstipendiat

fredag 11 jan 13

Morten Limborgs forskning

Morten Limborg arbejder med at identificere og øge forståelsen af de evolutionære processer, der har ført til, at laksefisk har udviklet sig forskelligt og har tilpasset sig deres omgivende miljø.

Han studerer økologisk artsdannelse i forskellige arter af stillehavslaks (Oncorhynchus spp.) ved at sammenligne forskellige adfærdstyper: 1) fisk der migrerer ud i havet og tilbage til deres opvækstområde for at gyde, 2) fisk der lever hele livet i ferskvand. 3) fisk der gyder i søer, og 4) fisk der gyder i floder.

Ved at sammenligne adfærdstyper og bestande fra forskellige levesteder er det målet at øge forståelsen omkring de miljøparametre og genetiske mekanismer, der har ført til den udbredelse og biodiversitet, vi ser hos arterne i dag.

Denne viden vil kunne forbedre mulighederne for at forvalte og beskytte biodiversitet i bestandene i forhold til blandt andet klimaændringer.

Det Frie Forskningsråd har bevilget en million kroner fra et eliteforskerprogram til Morten Limborg, som er postdoc på DTU Aqua og forsker i laksefisks populationsgenetik

Den 33-årige postdoc Morten Limborg har netop fået en million kroner fra Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram ”Sapere Aude”.

Sapere Aude-programmet sigter på at udvikle de dygtigste forskeres evner, nationalt og internationalt. Målet er at skabe karriereveje og fastholde de mest talentfulde yngre forskere i forskningen. Bevillingen til Morten Limborg kommer fra det trin i programmet, som hedder ”DFF-Ung eliteforsker”.

Pengene skal bruges i forbindelse med Morten Limborgs igangværende forskningsprojekt, der skal identificere og øge forståelsen af de evolutionære processer, som har ført til, at laksefisk har udviklet sig forskelligt og har tilpasset sig deres omgivende miljø.

Den nye bevilling gør det muligt for Morten Limborg at forlænge sit forskningsprojekt fra to år til tre år og at rejse til Alaska til sommer for at analysere en unik laksepopulation, der plejede at migrere ud i havet, men er blevet fanget i en bjergsø for 2-300 år siden.

Morten Limborg blev ph.d. fra DTU Aqua i februar 2012. Han har fortsat sin forskerkarriere som postdoc på DTU Aqua, men gennemfører sit forskningsprojekt på School of Aquatic & Fishery Sciences ved University of Washington i Seattle i USA.

Læs mere om Sapere Aude-programmet hos Det Frie Forskningsråd