Æg fra regnbueørred. T.h.: Regnbueørred-yngel med skindlæsion forårsaget af F. psychrophilum samt re-isolering af bakterien fra inficerede fisk. Fotos: V.L. Donati.

Ph.d.-forsvar om anvendelse af bakteriofager til at bekæmpe infektioner hos regnbueørreder i akvakultur

mandag 10 maj 21

Kontakt

Valentina Laura Donati
Forsker
DTU Aqua
93 51 89 35

Kontakt

Lone Madsen
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 68 26

Den 20. maj 2021 forsvarer Valentina Laura Donati sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online. 

Bakterien Flavobacterium psychrophilum er et problem i fiskeopdræt over hele verden. Den er årsag til sygdom hos især regnbueørreder, både hos yngel (yngeldødelighedssyndrom) samt større fisk (bakteriel koldtvandssyge).

Traditionelt behandler man bakterieinfektioner med antibiotika, men bakterier kan udvikle resistens over for antibiotika. Endvidere kan antibiotika påvirke fiskenes naturlige bakterieflora negativt. Derfor er der brug for at finde andre metoder til at bekæmpe infektioner med F. psychrophilum hos fisk.

Valentina Laura Donati, DTU Aqua, har i sit ph.d.-projekt undersøgt muligheden for at bekæmpe infektioner med F. psychrophilum i regnbueørreder ved hjælp af bakteriofager (også kaldet fager). Fager forekommer naturligt i miljøet, og de er i stand til at inficere og dræbe deres specifikke værtsbakterier, hvilket repræsenterer et værdifuldt alternativ til antibiotika. 

Valentina Laura Donati har gennemført laboratoriestudier, som har undersøgt effekten af at give fager til regnbueørred-yngel gennem foderet, i vandet og som indsprøjtning, når ynglen er inficeret med F. psychrophilum. Desuden har Valentina Laura Donati undersøgt virkningen af behandling med fager og antibiotika (florfenicol) gennem foderet på regnbueørredyngels tarmflora samt muligheden for at bruge bakteriofager i vandet til at forebygge, at regnbueørredæg bliver inficerede med F. psychrophilum.

Om forsvaret

Valentina Laura Donati forsvarer sin ph.d.-afhandling "Bacteriophage-based control of Flavobacterium psychrophilum in rainbow trout. Studies on phage-treatment of rainbow trout at fry and eyed egg stages and effects on gut microbial communities” torsdag den 20. maj 2021 kl. 14. via Zoom. Find link til Zoom nedenfor.  

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Lone Madsen, DTU Aqua
  • Med-vejleder: Lektor Inger Dalsgaard, DTU Aqua
  • Med-vejleder: Professor Mathias Middelboe, Københavns Universitet

Censorer

  • Seniorforsker Argelia Cuenca, DTU Aqua
  • Research Molecular Biologist Benjamin R. LaFrentz, United States Department of Agriculture, USA
  • Director of Research and Development Hans Petter Kleppen, Nordly Holding AS, Norge

Ordstyrer ved forsvaret

  • Professor Niels Jørgen Olesen, DTU Aqua.

Få mere at vide

Et populærvidenskabeligt resume af afhandlingen kan hentes her

En kopi af afhandlingen kan fås hos Valentina Lauran Donati, valdo@aqua.dtu.dk.

Valantina Laura Donatis ph.d.-forsvar kan følges på Zoom via dette link: 
https://dtudk.zoom.us/j/67060837127?pwd=djRPSi9pNldjTGJ2djRSUjdPUkJGdz09

Log venligst ind i møderummet 10 minutter før forsvaret starter. 

Alle deltagere er automatisk muted fra start, men tjek venligst, at mikrofonen altid er slået fra.  

Ved starten af forsvaret vil der blive givet instruktioner om forløbet af forsvaret. Når medlemmerne af bedømmelsesudvalget har stillet deres spørgsmål til kandidaten, vil der være mulighed for spørgsmål fra publikum, hvis tiden tillader det.