Havets mindste beboere, bakterier, planteplankton og dyreplankton, orienterer sig i et kemisk landskab af dufte. Alle udskiller de kemiske stoffer, som bruges til at finde mad, sexpartnere eller til at undgå fjender. Forskere fra Centre for Ocean Life, DTU Aqua fortæller i juli-udgaven af Aktuel Naturvidenskab om mikroorganismernes kemiske sprog og sanseverden.
Havets plankton lever i en blind verden. De mikroskopiske planktonorganismer er for små til at have øjne, der kan danne billeder. Ganske vist er der mikroorganismer, der har noget som ligner øjne, men de kan højst danne et billede på nogle få pixels. Det er nok til at skelne lys og mørke, men utilstrækkeligt til effektiv orientering og kommunikation. Men havets mikroorganismer klarer sig fint alligevel. De “taler” med hinanden ved hjælp af kemiske signalstoffer, og de finder føde og undgår fjender ved at udnytte kemisk information. Planktonalger bliver således giftige eller ændrer adfærd, hvis der er græssere til stede, vandloppe-hanner finder hunner ved hjælp af feromoner, og bakterier bekæmper konkurrenter med antibiotika. Den karakteristiske duft af hav, som vi alle kender, skyldes primært dimethylsulfid, der udskilles af alger.
Vi er så småt begyndt at forstå planktonets sanseverden, og der er efterhånden mange fascinerende eksempler på kemisk kommunikation og kemisk krigsførelse blandt havets mindste beboere. Og der er et stort anvendelsespotentiale i de involverede stoff er. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at isolere og identificere de stoff er planktonorganismer bruger, men nye kemiske metoder viser vejen frem.
Læs hele artikel af professor Thomas Kiørboe, postdoc Jan Heuschele og postdoc Erik Selander, alle fra Centre for Ocean Life, DTU Aqua, i Aktuel Naturvidenskab:
Havets dufte (pdf), Aktuel Naturvidenskab 3, 2013