foto Karen Timmermann

DTU-studerende med til at vinde Naturens Døgn i anledning af Storebæltsbroens 25 år

fredag 16 jun 23

Kontakt

Karen Timmermann
Professor
DTU Aqua
93 51 03 81

I denne uge afholdt Sund & Bælt Naturens Døgn på Sprogø i anledning af at Storebæltsbroen fylder 25 år – en idékonkurrence for eksperter, der dyster om at give det bedste bud på at få naturen ind i anlægsarbejder. Studerende fra DTU Aqua løb af med sejren for deres både-i-vand-og-på-land-idé.

Onsdag den 14. juni var det 25 år siden, de første biler kørte over Storebælt på den nye bro. I den anledning havde Sund & Bælt inviteret studerende & eksperter i natur og havmiljø til at deltage i Naturens Døgn på Sprogø – en biodiversitetskonkurrence, hvor Sund & Bælt ønskede forslag til, hvordan man kan gøre endnu mere for naturen både på land og i havet, når man anlægger infrastruktur.

To studerende fra DTU Aqua, Freja Froberg og Emil Hoffmann Bohr, var med i Naturens døgn-konkurrencen, og Frejas gruppe vandt! De fik førstepræmien i form af en kurv med lækkerier og en snekugle med fyret fra Sprogø overrakt af transportministeren. Vinderprojektets kerneidé har dels fokus på naturtiltag på Sprogø, dels naturbeskyttelse i området omkring broens landfæste på Sjælland. Ministeren kalder vinderprojektet for visionært.

Professor og medlem af regeringens Biodiversitetsråd Karen Timmermann var i dommerpanelet sammen med en række andre eksperter fra Danmarks Naturfredningsforening, AAU, Rambøll, Slagelse Kommune, Banedanmark, WWF, DHI, Danmarks Fiskeriforening, Aage V. Jensen Fonden og Sund & Bælt.

”Frejas gruppe vandt, fordi de havde fokus på både beskyttelse og genopretning og spændende nytænkning, der kunne gavne biodiversiteten både på land og i havet,” siger Karen Timmermann, idet hun understreger, at hun ikke var partisk ;)

”Alle gruppernes forslag var visionære, helhedsorienterede og med originale elementer. Ideerne var i vid udstrækning realiserbare  ikke 1:1 af både økologiske, tekniske eller økonomiske årsager, men alle ideer indeholdt realiserbare komponenter.”

Døgnets bedste idé

Sprogø blev fire gange større under anlægsarbejdet med Storebæltsbroen for 25 år siden, der som bekendt skulle bygges hen over Sprogø. De nye områder på Sprogø var golde og uden liv. Derfra begyndte en proces med naturgenopretning og landskabspleje, som har betydet, at Sprogø i dag er blevet til et frodigt Natura 2000-beskyttelsesområde med forskellige dyr og planter.

Den udvikling er ifølge Sund & Bælt deres afsæt for Naturens Døgn på Sprogø. Fem hold deltog i idéudvikling til biodiversitetskonkurrencen. Deltagerne kom fra et bredt felt af store rådgivningsvirksomheder, grønne organisationer, styrelser, kommuner, universiteter, foreninger, fonde – men Emil og Freja var de eneste studerende.

Sprogø PR foto Sund & Bælt

Deltagerne overnattede på øen, og dagen efter blev døgnets bedste idé kåret af dommerpanelet. I den samlede vurdering forlyder det, at dommerne lagde vægt på, om forslaget fremmer samspillet mellem områdets naturlige særpræg og på samme tid dets anvendelse som trafikanlæg, ligesom det har vægtet højt, at ideen er innovativ og også mulig at implementere, gerne på andre lignende anlæg.

Frejas gruppe har efter dommerpanelets vurdering tænkt visionært, og samtidig er deres ide også mulig at realisere og f.eks. indtænkes ved anlæg af ny infrastruktur, hvor man krydser hav.

Vigtigt at indtænke natur og biodiversitet fra starten

Adspurgt om hvorfor sådan en idékonkurrence udskrevet af Sund & Bælt kan være både interessant og vigtig, siger Karen Timmermann, at det er vigtigt, at vores byggerier både til lands og på havet indtænker natur og biodiversitetshensyn:

”Med en smule omtanke kan byggerier og særligt byggeprocesser reducere deres belastning for natur og biodiversitet. I nogle tilfælde kan det ligefrem gavne arter og habitater.” Men det kræver, at der er fokus på det,” understreger Karen Timmermann.

En af pointerne med konkurrencen er også, at idéerne fra de mange kompetente folk, som deltog også kan bruges i andre store infrastrukturprojekter til at forbedre natur og biodiversitet, når veje, broer, tunneller og bygninger skal anlægges og i sagens natur ændrer landskaberne.

Transportminister Thomas Danielsen syntes enig, da han blandt andet sagde til vinderholdet, da han overrakte førstepremien:

”Det er min ambition, at naturen og biodiversiteten skal tænkes ind fra starten, når vi planlægger infrastruktur. Det har været virkelig interessant og lærerigt at se de mange ideer, der er kommet ud af Naturens Døgn på Sprogø. Det er afgørende for vores natur, at vi udnytter viden og erfaringer til glæde for insekter og planter i hele landet.”

Naturens Døgn foto Karen Timmermann

Fotos: præmieoverrækkelse samt mennesker udenfor af Karen Timmermann. Foto af svane og Sprogø PR-foto Sund & Bælt