Togt
Dana på togt i Skagerrak og Nordsøen
Forskningsskibet Dana er på International Bottom Trawl Survey for at indsamle data om de vigtigste kommercielle fiskearter.

Fra 25. august til 12. september 2025 deltager forskningsskibet Dana i International Bottom Trawl Survey (IBTS), som koordineres af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES).
Undersøgelsen gennemføres hvert år om foråret og efteråret. Lande med fiskeri i Skagerrak og Nordsøen (Danmark, Frankrig, Holland, Norge, Tyskland, Sverige og UK England/Skotland) indsamler hver især data om fiskebestandene i nærmere definerede områder, så man samlet får dækket et stort areal.
Hvilke data indsamles?
Data indsamles ved kortvarigt fiskeri på bestemte stationer. Data omfatter bl.a. fiskenes længde, vægt, alder og modenhed, som anvendes til at estimere udbredelse og biomasse. Desuden indsamles data om hydrografiske forhold, f.eks. temperatur, som kan bidrage til at forklare udbredelsen af fiskebestandene.
I første kvartal indsamles også data om silde- og brislingelarver.
Hvad bruges data til?
Data fra landenes togter samles og behandles i ICES. Resultaterne bliver til ICES’ biologiske rådgivning om fiskebestandenes tilstand. Rådgivningen er målrettet myndigheder, som bruger den som grundlag, når de skal fastsætte fiskekvoter og andre regler for fiskeriet.
Finansiering
Dataindsamlingen er medfinansieret af Den Europæiske Union gennem Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
Hvor er Dana nu?

Om Dana
Dana er Danmarks største havundersøgelsesskib og DTU Aquas primære skib.
Togtrapporter
Hovedresultater fra IBTS-togterne er tilgængelige i togtrapporter fra DTU Aqua.
Kontakt
Kai Ulrich Wieland Sektionsleder Institut for Akvatiske Ressourcer kw@aqua.dtu.dk