Dana er på togt i Norskehavet
Forskningsskibet Dana er på akustiktogt for at indsamle data om atlanto-skandiske sild og blåhvilling, som er vigtige bestande i det kommercielle fiskeri.

Fra 22. april til 16. maj 2025 deltager Dana i International Ecosystem Survey in the Norwegian Sea (IESNS). Togtet udføres i samarbejde mellem EU-lande, som har kvoter i det atlanto-skandiske sildefiskeri, med deltagelse af forskere fra Danmark, Tyskland, Irland, Sverige og Holland.
Ud over Dana deltager også forskningsfartøjer fra Norge, Island, Færøerne og Storbritannien i bestandsopmålingen, der således kan dække det meste af Norskehavet over en seks-ugers periode i april og maj og danne et øjebliksbillede af mængden og udbredelsen af sild og blåhvilling i dette farvand.
IESNS har været udført hvert år i samme periode med deltagelse af EU/DK siden 2004. Bestandsopmålingen koordineres gennem Working Group on International Pelagic Surveys (WGIPS) i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES).
Hvilke data indsamles?
Data på forekomsten af sild og blåhvilling indsamles ved hjælp af hydro-akustisk opmåling langs planlagte transekter og ved kortvarigt fiskeri på de opmålte stimer for at kortlægge arts-, størrelses- og aldersfordeling af fiskene.
Planktonprøver bliver indsamlet på stationer med 60 sømils mellemrum og giver et overblik over fødegrundlaget for fiskene i området. På de samme stationer indsamles hydrografiske data (salt og temperatur), og der laves profiler af vandets saltholdighed og temperatur fra 0-1000 meters dybde.
Hvad bruges data til?
Data fra landenes togter samles og behandles i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Formålet med togtet er at kortlægge udbredelsen af atlanto-skandiske sild og blåhvilling og estimere biomassen af dem med henblik på bæredygtig forvaltning af bestandene. Resultaterne bliver anvendt til ICES’ biologiske rådgivning om silde- og blåhvillingbestandenes tilstand. Rådgivningen er målrettet myndigheder, som bruger dem som grundlag, når de skal fastsætte fiskekvoter og andre regler for fiskeriet.
Togterne bidrager også til overvågning af hydrografiske forhold og plankton i Norskehavet til brug i forskning i, hvordan fødegrundlag, udbredelse og migration af sild og andre pelagiske fisk er påvirket af disse faktorer.
Hvor er Dana nu?

Om Dana
Dana er Danmarks største havundersøgelsesskib og DTU Aquas primære skib.
Kontakt
Susan Mærsk Lusseau Specialkonsulent Institut for Akvatiske Ressourcer smalu@aqua.dtu.dk