Kontakt os på forhånd
Kontakt os venligst på Diagnostik-telefonen, tlf. 25 52 05 80 (hverdage kl. 9-15) inden indsendelse af prøver til analyse.
Find blanket og yderligere oplysninger om indsendelse af prøver
Infektion med Marteilia refringens.
Til histologisk undersøgelse udtages del af østers indeholdende væv fra gæller og fordøjelsessystem.
Til vævsaftryk og PCR undersøgelser bruges en del af fordøjelseskirtlen.
Kontakt os venligst på Diagnostik-telefonen, tlf. 25 52 05 80 (hverdage kl. 9-15) inden indsendelse af prøver til analyse.
Find blanket og yderligere oplysninger om indsendelse af prøver
Vævsprøver undersøges histologisk. Marteiliose kan også påvises vha. fordøjelseskirtel-aftryk samt PCR.
Makroskopisk kan ses bleg fordøjelseskirtel og vandigt nedsat kødindhold hos muslingen, men disse symptomer er ikke patognomiske for M. refringens-infektioner.
I histologiske snit kan ses 4-40 µm store celler. Encellede plasmodier kan hovedsageligt ses i maveepitelet. Sporulering finder sted i fordøjelseskirteltubuli og kan ses som celledeling i celler. Refringente granula vil kunne ses under sporulering. I sene faser vil sporangier kunne ses frit i lumen på fordøjelsessystemet.
I modtagelige arter fra et område, der er marteiliose-positiv, er et positivt resultat indikation på infektion med M. refringens. I andre arter samt i arter fra områder, der ikke tidligere er fundet at være marteiliose-positive, skal diagnosen verificeres af OIE-referencelaboratoriet.
Marteilia refringens er en protozo tilhørende Paramyxea, der inficerer fordøjelsessystemet hos diverse muslinge-arter og forårsager sygdom og i sidste ende død hos værten. Marteilia refringens er årsag til sygdom hos bl.a. europæisk fladøsters (Ostrea edulis) samt blåmuslinger (Mytilus edulis).
Udbrud af sygdommen fører til dødelighed hos værten, hvor fladøsters er mere modtagelige end blåmuslinger. Angrebne østers/muslinger har nedsat vækstrate.
Makroskopiske fund kan være bleg fordøjelseskirtel, men dette er ikke patognomisk for marteiliose.
Mikroskopisk kan forskellige stadier af M. refringens findes i fordøjelsessystemet. Refringente granula kan findes i de sene stadier af M. refringens i forbindelse med sporulering.
Smitte med parasitten sker via en intermediær vært. Livscyklus er ikke totalt afdækket. Temperaturtærskelværdien for parasit sporulering og overførsel er 17°C.
Prævalensen er variabel, op til 98 %. Infektionen er letal for østers med dødelighed fra 50 til 90 % i sommer og efterår. Blåmuslinger er mindre angrebet af sygdommen, men dødelighed op til 40 % er set.
Marteilia refringens-infektion er fundet i Europa (Albanien, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Norge, Portugal, Spanien, Storbritannien og Sverige).
Marteilia refringens-infektion er ikke fundet i Danmark. Ostrea edulis (europæisk fladøsters) i Limfjorden er blevet screenet for parasitten i forbindelse med et overvågningsprogram til og med 2015, og området har haft status som sygdomsfrit for denne parasit. I 2016 valgte man at indskrænke det sygdomsfrie område til kun at dække den vestlige del af Limfjorden (Nissum Bredning). Fra 2012 til og med 2015 har der været kørt et overvågningsprogram af blåmuslinger i farvande uden for Limfjorden, nærmere bestemt de fire zoner Kattegat, Bælthavet, Isefjorden samt Storebælt og Smålandsfarvandet, hvorfra der er blevet udtaget prøver af blåmuslinger til undersøgelse for Marteilia. Dette program er ophørt fra 2016, uden at parasitten har været konstateret i området.
Opstår der mistanke om marteiliose i fladøsters i Limfjorden i form af øget dødelighed i en østersbestand, kontaktes Fødevarestyrelsen, VeterinærSyd, Team Akvakultur, tlf. 72 27 69 00.
DTU Aqua er nationalt referencelaboratorium for sygdomme hos to-skallede bløddyr, og i den egenskab udfører instituttet histologiske undersøgelser af østers og blåmuslinger.